Stenpalmen

En fortælling efter enlegende fra Sahara, af Pet Partisch og oversat af Poul Randrup.

 

Det var en sen eftermiddag. Det var begyndt at blæse lidt, og en vind, som strøg én  over håret, efterlod en anelse af kølighed i ansigtet.

Det var et tidspunkt, som indbød til at tale sammen. Ja, lysten til at høre en fortælling blev så stærk, at alle bad den vise Raman, om han dog ikke ville fortælle én af sine vidunderlige historier.

Den kloge, gamle mand smilte. Han tænkte sig om et øjeblik og råbte så: Vi mødes ved stenpalmen, når bålet tændes.

Stenpalmen, hvad vil det sige? råbte de efter den gamle.

Find den! sagde han, allerede på vej væk. Find den selv! Træet er ikke til at tage fejl af.

Og allerde inden det så pludseligt blev mørkt og natten faldt på, havde de fundet træet.

Ved siden af de mange palmer på stranden, der så ud som vinkende kvinder i deres slanke skønhed, stod der et træ lidt for sig. Og dog var det så tæt på de andre palmer, at dets stærke, mørkegrønne bladvifter rørte let ved de andre træer.

Det var en ejenedommeligt formet palme!

Den var tætbygget med en mægtig stamme og stærke vifter, som tydeligt var så kraftige, at de var hæmmet i deres fri bevægelser - de havde ikke den munterhed og livlighed, som gjorde de andre palmer så kvindelige.

Men det mærkeligste var palmens krone!

Man fik umiddelbart det indtryk, at træet med sine bladvifter bøjede sig ind mod midten.

Se godt efter, sagde den gamle fortæller, som nu havde sat sig i deres midte, se efter ved det næste vindstød.

Og de kunne se det.

Da vinden blæste palmens vifter noget fra hinanden, da så de det: I palmens midte, der, hvor ellers de lysegrønne skud fra stammens midte stræbte opad, lå der en mægtig, rødlig sten. En sten af den slags, som der lå utallige af på stranden.

Raman gav dem ingen tid til at spørge. Med en bred armbevægelse viste han, at de skulle sætte sig i kredsen. Der blev sat ild til bålet i midten, natten kom hurtigt og faldt over alle som et mørkt klæde.

Skæret fra ilden nåede palmens store stamme og malede bizarre tegn på skællene. Når en flamme lyste op, kunne man ane kronen på det mægtige træ.

I vil vide, hvordan den store sten er kommet derop? begyndte Raman sin fortælling. Se, dette skete for mange, mange år siden, da denne palme endnu var et spinkelt ungt træ. Dengang var der endnu ingen huse her, og der fandtes da ingen kilde på dette sted. Der stod kun enkelte palmer på stranden. Og for dem og det lille palmetræ var det nok, hvad de kunne hente af næring fra sandjorden og fugtighed fra himlen.

Den lille palme elskede havet og den musik, der kom fra vandets bølger. Den elskede den stille vind sent på eftermiddagen og den pludseligt kommede ofte kolde nat med sit skyggeløse mørke. Og den elskede månen i de klare nætter. Dens lys malede skarpe omrids og trak lange striber ud på havet. Det gav en anelse af uendelighed.

Det lille træ vidste, at få meter bag det var ørkenen. Men det havde ingen forestilling om den, det vidste ikke, hvad det ville sige at være tømt for vand. Træet var et kraftigt, lykkeligt lille palmeskud.

Indtil den dag, da manden kom!

Han kom fra ørkenen. Han havde i dagevis flakket rundt, var faret vild, havde mistet alt, hvad han havde med sig. Manden var ved at omkomme af tørst og hede. Hans hænder brændte af smerter af den forgæves graven efter vand, og alt i ham var grænseløs smerte og bitterhed. Således stod han foran havet, foran det endeløse, salte vand.

Manden kastede sin udtørrede krop ud i vandet, men i hans mund med de iturevne læber og den tykke og tørre tunge, brændte den tørst, som saltvandet ikke kunne slukke. Da blev han grebet af en rasende vrede. Jeg kræver vand! skreg han. Jeg vil leve, det har jeg ret til!

Han greb efter en stor sten, hans vrede gav ham kræfter, som hans udtærrde krop knap nok havde i sig, og han skreg, han skreg ud over det grænseløse vand, han skreg imod den uudslukkelige sol, skreg imod ørkenen og op mod palmekronerne, som han ikke kunne nå. Han havde løftet stenen truende, hans armes sitrede, og det føltes, som om alle kræfter nu ville forlade ham.

Da så han ved siden af de store palmer, mellem løse sten og sand, at det unge palmetræ stod der, lysegrønt  og fuldt af håb om hver ny dag. Hvorfor lever du? skreg manden. Hvorfor finder du næring og vand, mens jeg går til at tørst? Hvorfor er du ung og smuk, hvorfor har du alt og jeg intet? Du skal ikke leve!

Med alle de kræfter, som han endnu havde, pressede han den store røde sten ned i det unge træs krone for at knuse det. Der lød en knasen og brækken af grene. Ja, det var som om denne knasende og brækkende lyd mangedobledes ud i havet og ørkenens uendelighed. Og da kom der en forfærdig stilhed!

Manden brød sammen ved siden af den lille palme. To dage senere fandt nogle kameldrivere ham - og man fortæller, at han overlevede.

Kameldriverne havde ikke bekymret sig om det lille sønderknuste palmetræ. Det var næsten knust og begravet under stenens last og døden syntes uundgåelig. Træets lysegrønne bladvifter var brækket af, og solens varme glød fik det hurtigt itl at visne. Dets bløde palmehjerte var knust, og den store sten tyngede så tungt på den sirlige stamme, at den truede med at brække sammen ved det mindste vindstød.

Dog, manden havde ikke kunnet dræbe den lille palme. Han kunne såre og kvæste den, men ikke dræbe den.

Da den forfærdige støj af brækkede grene, optrævlen af de unge skud, og den brændende smerte havde snøret sig sammen - ja, da alt var blevet én stor truende masse af smerte igen og igen - da bevægede der sig samtidig, ved siden af, uden forbindelse med smerten og al den ødelæggende støj, en første lille bølge af kraft.

Træet forsøgte at ryste stenen af sig. Det bad vinden om at hjælpe sig. Men der var ingen hjælp at få. Stenen blev i kronen, i hjertet af den lille palme, og den rørte sig ikke.

Opgiv det, sagde palmen til sig selv, det er for tungt. Det er din skæbne at dø så ung. Fald til føje, stenen er for tung.

Men da var der en anden stemme, som sagde: Nej, intet er for svært. Du må dog forsøge det, du må gøre noget.

Hvordan skal jeg gøre det? spurgte palmen. Vinden kan ikke hjælpe mig. Jeg står alene i min svaghed. Jeg kan ikke kaste stenen af mig.

Du skal ikke kaste stenen af dig, fra dig, sagde den anden stemme igen. Du må tage stenens byrde på dig. Da vil du opleve, hvordan dine kræfter vokser.

Og det unge træ tog i sin nød sin byrde på sig og satte ikke længere sine kræfter over styr ved at blive ved med at forsøge at kaste stenen af sig. Det tog den ind i sin krones midte. samtidig klamrede det sig med sine lange rødder, som nu blev kraftigere og stærkere i jorden - thi det havde med sin dobbelte byrde behov for et dobbelt hold i jorden.

Da skete det, at en dag havde rødderne sænket sig så dybt, at de stødte på en vandåre. Befriet skød en kilde opad, og denne kilde har forandret denne plads til et sted, hvor der trives glæde og velstand.

Nu, da træet havde fået hold i sin grund, jorden, og dér fandt vedvarende næring, begyndte det at vokse opad. Det lagde brede kraftige viftegrene omkirng stenen. Man kunne få den tanke, at det ligesom beskyttede stenen.

Træets stamme blev tykkere og tykkere. Og selvom de andre palmer på stranden måtte være højere og mere yndefulde, så var det palmetræ, som folk snart kaldte stenpalmen, dog ubestridt det mægtigste, det mest bemærkelsesværdige.

Dets bryde havde udforderet det, og det havde taget kampen op mod sin modløshed. Træet havde vundet denne kamp. Det havde frilagt en kilde, som siden slukkede tørsten for mange, og gav liv til alle - og, hvad der sikkert var det vigtigste, træet havde taget sin bryde på sig og løftet den højt op. Byrden lå stadig i palmens hjerte, men i dens eksistens, tilværelse, var den flyttet hen på et sted, som gjorde det muligt at bære den.

Kun den byrde, som vi holder uden for os selv, kan vi ikke bære. Hvis vi tager den på os, bliver den en del af os, af vort selv.

Raman, fortælleren, lagde begge sine hænder på stammen af den store palme. Bålet var næsten brændt ud, tilhørerne forlod den ene efter den anden pladsen. Kun én blev tilbage. Han var kommet sent og havde siddet lidt afsides.

Han satte sig nu hen til Raman, og begge sad længe og sagde ikke noget.

Jeg er den mand, som trykkede stenen ned i palmen, sagde manden. Jeg havde glemt det, men din fortælling kaldte alt frem hos mig igen. Hvad skal jeg gøre? Jeg føler skyld.

Så bær denne skyld som træet bar stenen, svarede Raman. Tag skylden på dig. Forsøg så meget, du formår, at omdanne det til kærlighed. Og glem så ikke, at kærlighed er noget, man må gøre. Det nytter ikke, kun at erkende den og vide, at det er nødvendigt. Kærlighed er liv og vokser kun ved at være i virksomhed.

Mændene sad endnu længe under palmen, og der kom en let vind, som igen fik bålet til at brænde.