Det dufter atter skønt af jul
Mel: Det dufter lysegrønt af græs
Det dufter atter skønt af jul
trods sne og regn og frosten.
Fra himlen klar så smukt en fugl
sig sætter på en grangren.
Guds ro når ind
i hver og en,
og julefred sig breder,
når stjernens lys os leder.
Se stjernen lyser over jord
den sorg og mørke vender.
Da juleglæden hos os bor
og håbet i os tænder.
Guds ro når ind
i alle sind,
og hjertefred vi finder,
når stjernelyset skinner.
Det er så dejligt her på jord
når nåden i os røres.
Så synger hele himlens kor
i hjertet det kan høres.
Halleluja
Halleluja,
den englesang forkynder,
en ny tid nu begynder.
Et barn blev født i stald og hø
han sover sødt og drømmer.
Og hårde hjerter de må tø
når drømmen virk’lig kommer.
Af kærlighed
til verden ned,
sin søn Gud til os sender,
så vi kan blive venner.
Vi hilser med et julesmil
på torv, i hjem og kirker.
Vi andre gerne glæde vil
i os Guds ånd nu virker.
Den bringer fred
og kærlighed,
i stjernelys vi falder,
når evigheden kalder.
Vini Madsen, 2012
Julevise om grantræet
Mel: Sensommervise
Sneen hænger tungt på træerne nøgne,
granen står grøn.
Vintermørke dækker korteste døgne.
håber i løn.
Juletiden og himmelske gaver
fylder hjerterne med håbet igen,
går og nyder de lysende haver
bærer julens glæde til en ven.
Granen bærer smukt på kærligheds nåle,
fuglen får læ.
Gennem grene skinner solen sin stråle,
varmende træ.
Juletiden …..
Træet lyser op i menneskers verden,
bringer os tro.
Peger imod himlen følger vor færden,
bygger en bro.
Juletiden …..
Grene danner kors mod dunkleste himmel,
barnet er her.
Evig glæde iblandt folkenes vrimmel,
julen er nær.
Juletiden …..
Håb og kærlighed til evige tider,
stråler fra skjul.
Jesusbarnet alle sorger bortspreder,
da er det jul.
Juletiden og himmelske gaver
fylder hjerterne med håbet igen,
går og nyder de lysende haver
bærer julens glæde til en ven.
Vini Madsen 2014
Julen er hjerternes fest
Mel: Fuglene letter mod vinden
(Don’t give up till it’s over)
Julelysene skinner
nyd det mens livet er bedst
nu dagene bringer os glæden
for julen er hjerternes fest.
Træet det står der i stuen
dufter så dejligt af gran,
Se, stjernerne lyser på himlen
og viser os barndommens land.
Julelysene skinner ….
Julen bringer os drømme,
drømme vi ellers har glemt
drømme om livslette dage,
hvor sindet i lykke var stemt.
Julelysene skinner ….
Sangene har sine minder,
de minder om glæde og fred,
som følger os livet igennem
og gir os et blivende sted.
Julelysene skinner …
Engle bringer os budskab,
at barnet i krybben er født
og evigt de synger om freden,
for alle som barnet har mødt.
Julelysene skinner ….
Julelysene skinner
nyd det mens livet er bedst
nu dagene bringer os glæden
for julen er hjerternes fest.
Vini Madsen, 2016
Nu står solen op af havet
Mel.: Nu er jord og himmel stille
Nu står solen op af havet,
himlen gløder jorden om.
Lyset lever og i ravet,
som med havets bølger kom.
Fra den fjerne tid de bringer
budskab frem til os i dag,
båret hid på havets vinger,
disse stærke bølgeslag.
Bølgeslag som rammer kysten
i vort liv og i vor dag.
Det er dem, som bringer lysten
gennem al vor stress og jag.
Lysten til at leve livet
til at tro endnu engang,
at vi får det hele givet
med Vorherres morgensang.
I den morgensang der høres
kærlighed fra Gud til jord.
I vort hjerte strenge røres
hvor det bedste i os bor.
Og da fødes dagens glæde,
håbet kommer af sig selv,
når Vorherre han tar sæde
midt i himlens strålevæld.
Vini Madsen,2013