Når hjertet taler

Af sognepræst Vini Madsen

I hele mit liv har jeg haft det vanskeligt med at skulle gå i takt, at skulle holde takt og tone, traditioner og normer. Det har i grunden aldrig sagt mig stort, hvis ikke det var ærligt ment. Visdom derimod har jeg altid søgt, først i filosofien og siden i kristendommen. Visdom er nemlig ganske speciel. Man kan lære af dét, som filosoffer og religiøse tænkere har skrevet gennem tiderne - og det er slet ikke så lidt endda. Men visdom for én selv bliver det først i det øjeblik, man tager det ind i sit liv og gør det til en del af ens livsgrundlag.

I filosofien er der mange sandheder. I kristendommen er der en sandhed - men den sandhed kan man finde frem til ad flere veje. Og det er en sand åbenbaring, det øjeblik hvor man finder den vej, hvor man hører hjemme. Så bliver arbejdet med den kristne tro ikke bare noget formelt - så kommer det fra hjertet.

Også i det almindelig hverdagsliv betyder det noget, om det, man siger og gør, kommer fra hjertet. Tit spørger vi hinanden: Hvordan har du det? Og ofte forventer vi et kort svar. Ja, man kan på en måde sige, at spørsmålet har mistet sin betydning og er blevet en form for hilsen. Mange bliver helt forbavsede, hvis man virkelig gir sig til at fortælle, hvordan man har det.

Anderledes forholder det sig der, hvor hjertet taler. Der hvor et menneske af hele sit hjerte anstrenger sig for at glæde en anden. Her kan noget, der ellers kun er et tomt udtryk blive glædesbærer. Kan hænde at de konkrete ord ikke er de rigtige i sammenhængen - men at de kommer fra hjertet og for at glæde den aden - det er der ingen tvivl om. I sådan en situation skaber det, der bliver sagt, glæde og befrieelse og fællesskab, fordi det er hjertet, der taler. Det oplevede jeg en juleaften for nogle år siden.

Det var i Borum kirke og kirken var fuld af mennesker i alle aldre. Da gudstjenesten var forbi, stod jeg som sædvanligt i døren til våbenhuset og hilste på folk. De ønskede mig alle en glædelig jul, og jeg svarede Tak i lige måde. På et tidspunkt kom jeg til at se ind i kirken og kunne se en dreng på ca. 6 år. Grunden, til at jeg lagde mærke til ham, var, at han så ud til at gå og spekulere ret grundigt på et eller andet. Hans ansigt var ikke juleglad som alle de andre børns. Jeg kan huske, at jeg et kort sekund undrede mig, men så måtte jeg hilse videre.

Efter et stykke tid var det drengens tur til at hilse på mig, og han så stadig meget alvorlig ud, da han fuldstændig koncentreret rakte mig hånde og højtideligt sagde: Tak i lige måde! Rundt om i våbenhuset blev der smilt og en særlig glæde spredte sig, fordi vi alle var klare over, at drengen havde anstrengt sig meget for sige det helt rigtige til mig - han talte med hjertet. Og når man taler med hjertet, er det næsten ligegyldigt, hvad man siger med ord, ja for hjertet taler gennem øjne og handlinger. Og sådan kan det gå til at en bemærkning, som ofte kun er en frase, får en helt utrolig livsbærende betydning ....når hjertet taler.