Jensen på taget

Det kan være meget svært at få øje på Gud...for man kan jo ikke se ham.

Det kan være svært at høre Gud...for han taler til os på sin egen helt specielle måde.

Det kunne være rart, om vi kunne se og høre Gud, sådan rigtigt, men det er noget man skal lære. Det handler den lille fortælling, Jensen på taget om. Forfatter er ukendt.

 

Der kom en mægtig oversvømmelse, og vandet steg meterhøjt i byen.

Jensen stod ved tagvinduet og så møbler og træer vælte forbi i vandmasserne. Så kom hans nabo i en robåd og lagde til ved tagrenden: Godt, at jeg nåede herhen for at redde dig, sagde naboen.

Men Jensen rystede på hovedet: Ellers tak, sagde han. Jeg har bedt til Gud, han redder mig.

Vandet blev ved med at stige, og Jensen måtte kravle op på taget. Nu kom en speedbåd farende, slog et sving hen imod ham og tog farten af: Gør dig klar til at springe ombord, råbte de fra speedbåden. Det skal gå hurtigt nu!

Men Jensen vinkede dem af: Det er ikke nødvendigt, råbte han. Jeg stoler på Gud, han redder mig!

Vandet steg endnu et par meter. Nu stod Jensen oppe på skorstenen i vand til knæene. Der var kun vand at se til alle sider. Men nu kom en helikopter flyvende og kasteden en rebstige ned: Du var heldig, at vi så dig! råbte de deroppe fra.

Men Jensen blev på sin skorsten: Jeg stoler på Guds hjælp! skreg han tilbage.

Vandet steg jo endnu et stykke. Jensen druknede. Og da han vågnede op hos Gud var hans første ord: Gud, du lovede ...! Har du ikke selv lært os at stole på din hjælp? Hvorfor kom du så ikke og reddede mig?

Nåja, sagde Gud, først sendte jeg dig en robåd, så sendte jeg en speedbåd, til sidst en helikopter. Hvad forlænger du egentlig?