En fandens mælkebøtte -eller Vorherres

Digtet har jeg fået af Aase Suk, Lyngby.

 

En fandens mælkebøtte stod

ved vejen upåagtet.

Den havde rod i støv og sten

så ringe og foragtet.

 

Der kom en mand og slog med le,

de grøftegræsstrå lange.

Da kunne mælkebøten se

sin skæbne og blev bange.

 

Den strakte sig for sidste gang

mod solens lys i livet,

og tænkte så på dødens gys

sin skæbne undergivet.

 

Men mandes le gik udenom,

mens blomsten stod og svajed.

En anden skæbne fik den som,

den himlens nåde ejed.

 

Og mælkebøtten tænkte så,

mens andre vækster blødte:

Når dødens le kan ikke nå

en fandens mælkebøtte,

 

så må jeg høre livet til

trods rod i støv og stene,

og Herrens mælkebøtte vil

jeg hedde nu alene.

Kaj Kjeldsen